Belmonts forbande læste mig en vigtig lektion om parering: Jeg bør gøre det oftere

Belmonts forbandelseBelmonts forbandelse

Jeg foretrækker typisk en ranged-spillemåde og vælger spear- og whip-våben, fordi jeg med dem kan holde en sund afstand og samtidig forvælde smerte. Bevægelsesværktøjer som air dash, thorn whip og slide hjælper på defensiv-siden, og jeg har vant mig til at stole på dem næsten udelukkende. For mig er den bedste og nemmeste måde at undgå skade på blot at tage et ordentligt stykke væk. Med denne undvigende strategi har jeg haft en rimelig tid, indtil jeg mødte én boss: den gerrige Mammon.

Mammon er denne store, grimme “vær ikke bange?” bibelsk præcis engel-agtige væsen, der ligner en hjul med et øje i midten. Mine første forsøg på at nedlægge ham endte dårligt. Han springer kaotisk omkring i arenaen, spyr ildstråler i forskellige vinkler og sporar Roses position, før han brutalt smader ned på hende. Jeg havde en svær tid med at undgå de angreb, da flugt fra det ene ofte satte mig i farezonen for det andet. Jeg kunne bare ikke flytte mig hurtigt nok til at komme væk.

Frustreret tog jeg en pause og spillede en speedrun af spillet for at se, hvilke tips og tricks professionelle bruger for at komme igennem det. Det viser sig, at de parerer en del. Jeg kan ikke lide pareringen som forsvarsmekanik i af samme grund som i andre ikke–spil: Det er svært at lave den slags på farten. Den sværhed forøges yderligere af, at, som jeg har nævnt, elsker at kaste alt på dig, overalt, på én gang. Den eneste grund til, at jeg kan lide at parere i , er, at du bare står stille og venter på angrebet. At prøve at finde timingen, når 9 million projektiler er på vej mod dit ansigt, er en umulig opgave, især når bevægelsesmekanikkerne føles mere som muskelminde end noget, jeg skal aktivere timing på.

Men for helvede, jeg ville jo gerne have spillet færdig i dette årti, så jeg gav den en chance—og det er forbandet irriterende, hvor godt det virkede. I stedet for endnu en maraton af fiaskoer besejrede jeg Mammon inden for et par forsøg, efter at jeg havde taget spillet op igen. Ved du den der ting i -spil, hvor du efter at have fundet en ny genstand i en dungeon, ofte står over for en boss, der er tematisk bygget op præcis omkring netop den genstand? Det var sådan en følelse, selvom jeg havde fundet parry-technikken op mod fire bosser tidligere. giver dig friheden til at finde din egen spillestil, men imellem tilbyder den en prøve for at tjekke, om du har forstået det. Det kan lide jeg, for det forhindrer tingene i at blive for rutinepræget eller kedeligt. Jeg tror ikke, jeg har overskuddet til at få parry’en ind i min almindelige rotation, men næste gang jeg sidder fast, ved jeg, at jeg skal grave efter noget nyt i min magiske pose.